ULOVLIG REKLAME På BøRSEN BLEV KRæVET NEDTAGET DAGEN INDEN BRAND

En reklame for sikkerhedsskoene Airtox blev ophængt ulovligt på den ene langside af stilladset på Børsen.

Det skriver Ekstra Bladet fredag på baggrund af et skriftligt svar fra Københavns Kommunes Miljø- og Teknikforvaltning.

Mandag, dagen inden branden i Børsen brød ud, udstedte forvaltningen et påbud til reklamebureauet bag stilladsreklamen om at tage den ned.

Det oplyser forvaltningen til mediet og tilføjer yderligere, at forvaltningen ikke havde givet tilladelse til ophængning af den.

Stilladsreklamer må ikke ophænges, før kommunen har givet tilladelse ifølge Københavns Kommunes regler.

Ekstra Bladet skriver, at forvaltningen endnu ikke har politianmeldt reklamebureauet for reklamen.

Desuden har forvaltningen oplyst til mediet, at man torsdag konstaterede, at der "ikke hænger en reklame på stilladset foran Børsen.

Flammerne, der opslugte store dele af Børsen tirsdag, har også nærmest brændt igennem hele Airtox-reklamen, der hang ud mod Børsbroen.

De to reklamer, der har hængt på stilladset om Børsen, er de seneste dage blevet vist på utallige billeder og i tv-indslag, der har dokumenteret branden i den historiske bygning.

Det kommer bag på Henrik Wiingaard-Madsen, der er direktør for Airtox, at den omdiskuterede reklame potentielt er ulovlig.

- Jeg er jo lige så overrasket over det, som du er - at det tilsyneladende var tilfældet. Vi har købt en vare hos et velrenommeret reklamebureau, og så går vi selvfølgelig ud fra, at den vare er i orden," siger han til mediet Markedsføring.

Tirsdag lød det fra Airtox i et opslag på det sociale medie Instagram, at de var dybt berørte "over det store kulturtab, som Danmark har lidt".

- Vores reklame var desværre ophængt på bygningen, da branden brød ud, og vi er kede af, at vi på denne måde bliver forbundet med så tragisk hændelse, skrev Airtox.

Virksomheden bag sikkerhedsskoene tilføjede, at Airtox handler om sikkerhed, og det passer ikke sammen med den hændelse, der udspillede sig tirsdag i Børsen.

- Heldigvis kom ingen til skade, skrev Airtox.

Onsdag lød det fra virksomheden, at man vil donere sikkerhedssko til en eventuel genopbygning af Børsen.

- Vi vil gerne donere et par sikkerhedssko til alle medarbejderne, der kommer til at blive direkte involveret i reetableringen og genopbygningen af Børsen og dragespiret, sagde han til B.T.

På billeder fredag kan man ikke længere se reklamerne for Airtox, hvor budskabet har lydt, at man ikke skal frygte noget.

Den store reklame, der hang ud mod Børsbroen, havde teksten "Fear Nothing" (frygt intet, red.) skrevet med store bogstaver hen over.

/ritzau/

2024-04-19T06:57:37Z dg43tfdfdgfd